Den perfekte forbrydelse
De tilbageholdende plotstrategier begynder at baere frugt i ”Efterforskningen”, hvor et portraet af en morder traeder frem.
DRAMA EFTERFORSKNINGEN, AFSNIT 2 DANMARK, 2020 Skrevet og instrueret af Tobias Lindholm Vises på TV 2 mandag aften og kan streames på TV 2 Play
Det er enormt effektfuldt, at den usynlige omdrejningsfigur i ”Efterforskningen”, TV 2’s bud på et fiktionsgreb om den berygtede ubådssag, forbliver navnløs og udelukkende refereres til som »gerningsmanden« eller «den sigtede«. Vi ved alle, at det drejer sig om alt andet end en anonym skikkelse, for Peter Madsen har for laengst og i flere omgange fået sit ansigt og navn klistret på tragedien, men ved ikke at benaevne ham abonnerer Tobias Lindholm og co. på en art ”Harry Potter”-logik, hvor man ikke må sige Voldemorts navn. Ved ikke at benaevne Madsen giver man ham ikke magt til at blive hovedperson i historien.
Efter andet afsnit af ”Efterforskningen” er jeg stadig ikke overbevist om den dramatiske og aestetiske nødvendighed af en serie som denne, men Lindholms vision og ambition traeder heldigvis vaesentlig tydeligere frem end i første afsnit. Drabschef og knudemand Jens Møller (Søren Malling), hvis private haengepartier og utilstraekkeligheder man stiller sig stadig mere ligeglad overfor, står midt i stormen med sagen om Kim Walls forsvinden. Medierne har allerede frådende døbt den ”ubådssagen”, men selv er Jens og hans hold endnu ikke helt klar over, hvad det er, de efterforsker. Er det en ulykke, sådan som sigtede påstår, eller er det, som mere tyder på, et drab? Eller kan det vaere en happening, sådan som kollegaen Musa (en velspillende Dulfi Al-Jabouri)
laeser op fra et interview med Madsen, der indrømmer at have drømt om at begå den perfekte forbrydelse? Samtidig mangler det lig, der kan be- eller afkraefte politiets spirende teorier.
”Efterforskningen” er aestetisk set helt nedbarberet. Enkelte steder er der lagt lidt stemningsskabende underlaegningsmusik på, men ellers er vi overladt til Magnus Jøncks rensede billedside. Her er ingen smukke billeder af politigården at falde tilbage på, og heller ingen storslåede overbliksbilleder af København, som vi kender det fra eksempelvis ”Forbrydelsen”. Nej, den grusomme forbrydelseskulde sitrer gennem i hver eneste indstilling. ”Efterforskningen”
udspiller sig i august, så det mørke, vi er blevet vaennet til gennem de senere års nordic noir-produktioner, er erstattet af et køligt skandinavisk lys, der er mindst lige så uhyggeligt.
Det allerbedste ved andet afsnit af ”Efterforskningen” er, at det lykkes Lindholm at få indlejret en nødvendig spaending i en serie, hvor vi kender udfaldet på forhånd, og som i første afsnit gjorde den kedelig. Laura Christensen gør en glimrende figur som politiassistenten Maibritt, der i sin afhøring af vidner spidder situationens absurde alvor. Spaendingen efter det videre forløb i serien er i hvert fald plantet nu.